Menu

U13 B vinder uden kamp. U13 M fortsat uden point...

08. september 2012 kl. 20:39
Der var dog store fremskridt at spore og nu satser vi på at komme på tavlen i Hjørring mandag aften.
Begge U13 hold skulle i dag et smut til Freja. U13 B kom desværre ikke i kamp, da Freja ikke kunne stille hold og vandt således en skrivebordssejr på 3-0. Drengene topper suverænt U13 B med 12 point for 4 kampe!

U13 M skulle også prøve kræfter med Freja. Freja er nok puljens stærkeste hold og et af de absolut bedste i Jylland. Freja er vel det man i voksenfodbolden ville kalde et "købehold". Om det er transfermarkedet der har drænet klubkassen ved vi ikke, men opvarmingsbolde til modstanderne er der åbenbart ikke blevet til (med mindre man selv finder dem og hjælper med at pumpe dem).

Efter sidste weekends pauvre indsats mod Jetsmark havde vi indstillingsmæssigt en del at rette op på. Vi har de sidste år været lidt duperede af Freja og de første 5 minutter af dagens kamp så ikke ud til at ændre på dette billede - vi fik ikke fat i meget. Vi fik dog hurtigt rystet starten af os og kom ganske godt med. Netop som vi stod og snakkede om at vi var ved at komme bedre med, lykkedes Freja desværre med en bold i dybden som sikkert blev udnyttet til 1-0. Selvom vi var rimeligt med, så havde vi rigtig svært ved at holde i bolden og Freja pressede os helt tilbage. Efter ca. 12 minutter fik de straffespark, men Rasmus klarede flot og returen blev sparket over. Efter 16 minutter gik det imidlertid galt igen. Freja kom igennem på kanten og scorede til 2-0. Herefter var det som om vi fik bedre fat. Spillet blev presset længere frem og vi havde en rigtig god mulighed for at reducere til 2-1. Det lykkedes ikke, men i denne fase af kampen var vi godt med. Som så mange gange før var vi desværre alt for passive ved et hjørnespark. Vi fik ikke clearet en ufarlig bold og så gjorde Freja det til 3-0 kort før pausen. Lige et mål for stort!

Efter pausen fortsatte vi de gode takter. Freja kom ikke frem til meget og vi stod rigtig fint på banen. Vi havde tilløb til mere og mere, men mere end et par forkølede afslutninger blev det ikke til. Vi mistede lidt damp til sidst og Freja fik lov at score efter endnu et hjørnespark (som faktisk skulle have været et målspark), hvor vi igen var alt for passive og flere gange burde have sparket væk. En ærgerlig afslutning - vi havde fortjent uafgjort i anden halvleg, men på den anden side set en flot indsats mod et meget stærkt hold. Vi fik stort set lukket Frejas meget stærke fløje ned og centralt stod vi også rigtig godt både på midtbanen og i forsvaret. Oppe foran var betingelserne svære, men der blev arbejdet hårdt, og vi var rigtig gode til at holde fast i det der kom. Så alt i alt en opløftende indsats, som gerne skulle gentages i Hjørring på mandag - nu skal vi på tavlen!
Luk